torsdag 09. november 2023 15:24

ITD tog imod transportministeren på hjemmebane

Der var plads til både grin og en god dialog, da transportministeren i går tog plads blandt de mange transportinteresserede, der var mødt op for at blive klogere på ministerens tanker om branchens udfordringer – og hvordan vi løser dem.

Der var god stemning og gode råd til transportminister Thomas Danielsen (V), da transportministerens tur rundt i landet med ITD blev skudt i gang i går.

Virksomheden Alex Andersen. Ølund A/S i Odense var aftenens vært, og direktør Ib Andersen glædede sig over aftenens arrangement og ikke mindst muligheden for at spørge transportministeren til fremtiden for dobbelttrailervogntog.

 

– Vi er meget optagede af dobbelttrailervogntog lige nu. Vi vil rigtig gerne køre med dobbelttrailervogntog, men vi ligger ikke på forsøgsstrækningen, da vi jo ikke kan køre af her i Odense. Jeg synes, at ministeren var meget lydhør over for vores spørgsmål, selvom det forståeligt nok ikke var det hele, han kunne give os et direkte svar på – desværre, sagde direktør i Alex Andersen. Ølund Ib Andersen med et smil.

 

700 mio. til ladeinfrastruktur

En af de ting, transportministeren til gengæld kunne være meget konkret omkring, var antallet af millioner, man har afsat til ladeinfrastrukturen i Danmark.

 

Allerede i går kunne de fremmødte nemlig for første gang høre ministeren fortælle, at der er afsat 700 mio. kr. til at sætte ladestandere op til den tunge transport, som skal gøre det muligt at etablere 25 ladeparker langs de danske statsveje.

 

Det er således knap en fordobling af de 370 mio. kr., som regeringen først havde afsat til ladestandere til den tunge transport og et skridt i den rigtige retning, hvis branchen skal have en reel chance for at gøre brug af ellastbiler.

 

Man har størst indflydelse på banen

Transportministeren fortalte de fremmødte om sine prioriteringer i forhold til at forbedre rammevilkårene i transportbranchen, og her understregede han vigtigheden af at være en del af flertalsregeringen for at få indflydelse.

 

Ministeren sammenlignede den politiske scene med en fodboldkamp. Du kan sagtens stille dig op og råbe rigtig højt fra tilskuerpladserne, men hvis du vil være med til at afgøre udfaldet af kampen, så skal du være inde på fodboldbanen. Så må vi håbe, at ministeren har et godt venstrespark og kan få de nødvendige ting i mål.

 

Flere af de fremmødte benyttede lejligheden til at give transportministeren et par forslag under overskriften ”Ting du kunne kigge på ved lejlighed”, mens ITD’s adm. direktør, Stefan K. Schou, benyttede lejligheden til at give ministeren et par råd med på vejen til, hvilke meningsløse bøder han med fordel kunne overveje at kigge på.

 

Ministeren var positiv over de forskellige forslag til forbedringer for branchen, som han kaldte ”guld værd” og lovede at tage med sig hjem til ministerkontoret.

 

Næste mulighed for at møde op og gå i dialog med transportministeren er mandag d. 20. november 2023 hos Thortrans A/S i Randers. Læs mere og tilmeld dig her.  

SENESTE ITD NYT
mandag 06. maj 2024

Affaldsdatasystem fornyes

Miljøstyrelsen er ved at udvikle et nyt system til indberetning af affaldsdata. På et webinar den 23. maj 2024 orienteres om tidsplanen for det nye affaldsdatasystem. Fra den 1. januar 2025 skal der føres styrket affaldstilsyn hos de danske affaldsproducerende virksomheder. Virksomhederne udtrækkes på baggrund af deres affaldsdata.

Affaldsdatasystem fornyes >
mandag 29. april 2024

ITD Arbejdsgiver har holdt generalforsamling

ITD Arbejdsgiver afholdt lørdag den 27. april 2024 sin ordinære generalforsamling. John A. Skovrup fortsætter som foreningens formand, Arne Færch Mikkelsen er nyvalgt til bestyrelsen, mens Dan Dahlmann Kristensen blev valgt ind som suppleant.

ITD Arbejdsgiver har holdt generalforsamling >
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >